I weekenden sluttede jeg denne sommers mange markedsaktiviteter med min deltagelse i Dok#1 i Ålborg.
Markedet var velorganiseret, hyggeligt og vejret fantastisk, men de mange mennesker som besøgte markedet købte stort set ingenting.
Jeg solgte 3 kurve på en hel weekend og det var for lidt. Jeg var ikke den eneste som solgte dårligt, faktisk hørte jeg ikke om nogen der solgte rigtig godt....
Jeg ved ikke hvad det er med de nordjyder, om de har lim i lommen.....!
Jeg havde dog en hyggelig weekend, med tiptop forplejning, så der var ikke andet at klage over end det dårlige salg.
Ellers har jeg jo næsten lige været i Polen i Nowy Tomysl til et stort flette arrangement, hvor jeg fulgtes med Ane Lyngsgaard.
Ingen af os havde tidligere været i polen, så vi havde ikke mange forventninger, men jeg må sige at vi blev glædeligt overraskede over, hvor dejligt der var. Maden var god, hotellet hyggeligt og folk utroligt hjælpsomme pta. sprogbarrierer. Som de frejdigt sagde: - "alt er muligt , bare man har tid til at vente".
Vi var 70 tilmeldte flettere, fra hen ved 30 forskellige lande. Vi deltog alle i en flettekonkurrence som løb over 2 dage, derudover var der en konkurrence for indsendte arbejder.
Jeg vandt en førstepris i min kategori, som var kunstneriske kurve, billedet viser kurven
og en anden pris for indsendte arbejder.
Så det var da en fjer i hatten må man sige.
Ane vandt en 3. pris i de kunstneriske kurve, og Liselotte fra Ringsted vandt en 2. pris i små dekorative og funktionelle kurve.
Så Danmark var synlig må man sige.
Det var rigtig skægt at være med, selvom vi indimellem måtte vente i timer, mens forskellige betydelige personer holdt taler på polsk, kun når vi var heldige blev det oversat....
Så vi ved faktisk heller ikke, hvad det er vi har vundet, men vi formoder at det er penge!!!
Men der var en fantasisk god energi ved at være så mange der skulle løse en opgave samtidigt. Det var jo vidt forskellige ting der blev lavet, og det var morsomt at følge lidt med i hvad de andre lavede.
Sofaen er undervejs, den vandt førsteprisen i sin kategori og var vildt flot.
Han arbejdede meget koncentreret begge dage, og der var ikke tid til mange pauser.
Denne smukke rygkurv vandt den helt store grand prix pris. Den var lavet af en genert ung polsk mand. Det var et meget smukt stykke arbejde.
Samtidigt med flettekonkurrencen var der byfest med alskens skrammel til salg og nogle heftige rock og heavy bands på scenen. Lydniveauet var indimellem så voldsomt at man følte sig fordrevet fra pladsen. Det var et meget specielt musikvalg til en hyggelig folkefest. Men det forstår vi blødsødne danskere os nok ikke på.
Jeg har idag haft en dag herhjemme, hvor jeg har syltet, bagt og lavet mad hele dagen og nydt det rigtig meget. Det slog mig at det var meget længe siden, at jeg havde haft en dag åben til hvad jeg havde lyst til lave, og ikke føle at jeg skulle producere mindst 1- 2 kurve.
Sommeren har virkelig været travl med mange gøremål, som både har været sjove og lærerige, men der har ikke været megen tid til afslapning.
Så efteråret skal måske i højere grad bruges til eftertænksomhed.
Helt ferie skal jeg nu ikke holde, da jeg starter et ugekursus på Vestjyllandshøjskole på lørdag..!
2 kommentarer:
Hej Anne Mette, Til lykke med priserne, som jeg ved, at du har fortjent.
Jeg så dig på nogle billeder fra Polen på Catharine Lewis facebook side.
Lene
Stort tillykke, Anne Mette.
Vestjylland, ja - og vi glæder os rigtig meget.
Knus Lene.
Send en kommentar