Hjørnholms Pileblog: februar 2011

onsdag den 23. februar 2011

Bentwood Chairs

Jeg vil jo bare lige gøre opmærksom på at jeg holder et kursus i Bentwood Chairs d. 14 og 15 maj.

Det kræver ikke nogle flettekundskaber at lave disse stole, men almindeligt gode armkræfter og fortrolighed med at slå søm i ( for der er mange ) er en fordel.
Stolene begyndte jeg på for en del år tilbage, hvor jeg så dem i en bog og eksperimenterede med mindre og efterhånden mere held.
Du er jo så priviligeret, at du kan lære af mine fejl og gå direkte til at lave en skøn og meget skulpturel stol, som vil tage sig godt ud i enhver have eller udestue.
Stolene stammer vist fra det amerikanske kontinent, og jeg forestiller mig at de er lavet efter de forhåndenværendes pindes princip. Måske nok startet som en mere spartansk udformet model, men med tiden er den blevet mere og mere kunstnerisk.
Der findes en del bøger om "Rustic Furniture" og her kan man se mange vilde eksperimenter, men også nogle æstetisk udførte stole og andre møbler.

Derudover har jeg en ny dato (d. 26 marts) for et kursus i frisk pil, kombineret med lidt have- og fuglevenligt flet.

For tilmelding på kurserne se nærmere på kursussiden på min hjemmeside: http://www.hjornholm.dk/ eller send bare en mail: anne.mette@hjornholm.dk

Jeg har en udstilling på Skjern Bibliotek fra på mandag aften (d. 28 februar), hvor jeg sætter udstillingen op sidst på eftermiddagen. Har man lyst til at kigge forbi og hilse på mig er man selvfølgelig velkommen, ellers kan man se et udvalg af mine kurve en måned frem i bibliotekets åbningstider.

Ellers er her bidende koldt i Vestjylland og kun udsigt til få sneklædte vintergækker og en del gæslinger på mange af pilene. Så det går den rigtige vej....

lørdag den 5. februar 2011

Pilehøst....

Det var meget smukt vejr forrige weekend, og vi benyttede os af chancen til at få noget af al den dejlige pil klippet ned og bragt hjem til gården.
Med hjælp fra min datter (kamera) og min mand (kamera og klip) er det blevet til denne lille hyggelige film om det simple liv på landet som pilefletter ;-)
Det ser så legende let ud, men det er faktisk hårdt arbejde !

torsdag den 3. februar 2011

Rammeværkskurve...

Som led i en større bestilling, som jeg i øjeblikket er ved at få flettet. Har jeg lige lavet en serie rammeværkskurve. En af de store forcer ved rammeværkskurvene er at man kan forberede en hel serie til senere udfyldning.
Det er for mig en god proces, fordi det er en ting at lave ringene, få stagerne til at stå som de skal , så formen bliver som ønsket. Til sidst kan man så fordybe sig i udfyldningen, og det går der jo nogle dage med, når der skal laves så mange. Men der er noget skønt ved at få dem færdige efterhånden, gribe en ny ramme og sætte den op sammen med de andre når den er færdig. Det kan lyde som en ren akkordtjans, men med en god lydbog på anlægget og mulighed for nogle rimeligt uforstyrrede timer på værkstedet går det bare derudaf.
Så her et billede af en serie rammer klar til udfyldning.
- og nogle dage senere.

Det er nu ikke så tit, at jeg sådan får lavet en helt familie.... desværre.
Kurvene er flettet med søkogleaks på en pilekonstruktion.

Ja og så er det jo også høsttid, så der er blevet høstet nogle effektive dage med min høstmaskine. Men de skal jo alligevel bundtes i hånden. Her er jeg fanget en vindstille søndag morgen i marken for et par uger siden.
Vi har i det hele taget været begunstiget med et fantastisk høstvejr, med sol og vindstille. Så det har været en fornøjelse at gå ude i marken, selvom det er lidt hårdt. Men det er en god fornemmelse at have klaret meget af høsten allerede efter sidste års erfaringer med forsinket høst pga. sne. Så nu glæder jeg mig til at får det sidste i hus snarest.