Kære trofaste læsere,
Jeg har alt for ofte måttet erkende at jeg ikke får sat mig ned og sendt nyhedsbreve ud ofte nok. Nu har jeg så valgt dette for mig nye medie. Dette medfører jo så at I selv som læsere aktivt skal gå ind på min blog når i ønsker at finde nyheder. Men jeg håber at jeg oftere vil få indsat små kommentarer om mit virke.
Det er jo stadig pilen der er mit omdrejningspunkt.
Jeg søger bestandigt at finde min plads i det væld af muligheder der er indenfor mit felt. Det være sig at flette kurve til salg, planlægge og udføre undervisningsforløb, eksperimentere og tænke fremad i form af nye udstillingsprojekter og andre tiltag.
Jeg har det bedst med at der hele tiden er nogle bolde i luften, muligheder for at udforske og spændende udfordringer. At jeg så hele tiden selv skal sørge for at hjulene bliver holdt igang, de gode ideer får frit spil, samtidigt med at der skal en fast indtjening, er jo ofte lidt anstrengende.
Men straks der er noget der lykkes, er jeg jo også hurtig til begejstring, og det er jo den bedste igangsætter for det videre forløb.
Jeg havde jo den glæde over sommeren at deltage i nogle gode kunsthåndværkermarkeder i ind og udland hvor niveauet af kunsthåndværket var i top. Her blev mine kurve vel modtaget og efter sidste marked var der ikke mange kurve tilbage.
Sidenhen er der løbende kommet bestillinger, så det varmer jo at kurvene finder ud til deres rette ejere som sætter pris på dem, og glæder sig over at bruge dem til skovturen med kaffe eller på jagt efter svampe, til indkøb, til brænde, til ingen nytte men måske til forundring.
Det er jo skønt at sælge tingene hvor man personligt sender dem af sted.....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar